Om mig

Privat

Jeg er adopteret fra Sri Lanka, og jeg har været i Danmark, siden jeg var 2 mdr. gammel. Jeg er gift og har to drenge på 8 år og 6 år. Jeg er bosiddende på Vestsjælland, 10 km. udenfor Slagelse i en villa, omgivet af den smukke natur. I min fritid holder jeg af at være sammen med min familie, rejse til Sri Lanka, planlægge rejser til Sri Lanka og Asien og drømme mod nye mål, som jeg ønsker at opnå, så jeg holder min egen udvikling i gang. Jeg bliver nemt inspireret af andre menneskers liv og deres livsrejse. Jeg tror på, at vi alle har et tilfælles, at vi blot er mennesker og indeholder uendelig styrke til at opnå, hvad vi vil, hvis blot vi sorterer i tankerne og har tillid til det livet vil med os, og hvad vi vil med livet - det handler om balance. 


Uddannelser og erfaring

Udannet lærer

I 2009 blev jeg uddannet lærer i fagene dansk, matematik, kristendom og geografi. Jeg fik arbejde med det samme og arbejder i dag som lærer i Slagelse. Jeg har siden arbejdet med 1. klasse - 9. klasse, i de år jeg har været lærer. Jeg er tilknyttet et støttecenter, hvor jeg hjælper elever en til en, elever i mindre grupper eller er støtte i klasser.
At arbejde med mennesker, lytte og give råd har altid været min passion og motivation, særligt når udviklingen hos et andet menneske ses og mærkes både fagligt, socialt og personligt.

Uddannet Reiki Healer med dybdepsykologiske aspekter

I oktober 2020 blev jeg uddannet Reiki Healer med dybdepsykologiske aspekter. På uddannelsen arbejdede jeg, udover at lære at give Reiki til klienter, med mine egne forhindringer og opnåede den selvindsigt og selvaccept der skulle til for at blive bevidst om mine indre længsler og drømme. Drømmen om at tage en coachuddannelse og starte egen virksomhed op efterfølgende. Jeg lyttede til mig selv og min rejse fortsatte.

Uddannet Mindful Coach/ Life Coach hos Be Change Academy i København.

I marts 2021 blev jeg certificeret Mindful Coach/ Life Coach hos Be Change Academy i København. Uddannelsen er ICF godkendt og lever op til ICF´ s etiske regler for coaching. Jeg valgte netop denne coachuddannelse, da den har et øget fokus på kropsbevidsthed og tager udgangspunkt i et holistiske menneskesyn - krop, tanker og følelser. Den østlige filosofi, maskulin og feminin energi (Yin og Yang) ses om en helhed. At være handlingsorienteret i kombination med det der er i nuet, altså kombinationen af coaching og mindfulness, er en sund og hel måde at handle mod målet på. På uddannelsen har jeg selv oplevet, hvor effektivt det er at lære at lytte til min intuition, give plads til tanker og følelser i takt med at handle mod et mål. Coaching kan ændre måder at tænke på. Coaching kan ændre liv.

Online kursus Mistrivslens fællesnævner hos Nordic Parenting af psykolog Sofie Münster.

Fra marts 2024 til juli 2024 deltog jeg i et online kursus Mistrivslens fællesnævner af 12 moduler med fokus på børns tilpasningsstrategier, følelsesregulering i balance og ubalance, tilknytningsbrud, traumer, mentalisering og nonmentalisering. Kurset omhandlede nyeste forskning indenfor psykisk sårbarhed. 

Min indre passion

Min indre passion, mit hvorfor og hvordan, er at støtte dig i din proces og minde dig om, at du kan nå dit/dine mål, hvis vi sammen arbejder med de forhindringer, der står i vejen for, at du tør gå den vej, du ønsker og hermed skabe en forandring i dit liv. Den forandring der skal til for at finde hjem til dig selv og turde lyse, som den du er med alt, hvad du indeholder.

  • Har du en drøm, du vil opnå?
  • Har du brug for at lytte til dine egne behov?
  • Vil du give dig selv plads til at være den, du er?
  • Har du brug for et kærligt skub til at turde at udfylde din plads og være den, du har lyst til at være?
  • Kan du mærke en indre lyst til at finde modet frem til at lyse, som den unikke person, du er?
  • Har du brug for at tilgive andre og dig selv for at komme videre i dit liv og føle dig fri?
  • Overvejer du at tage springet, prøve noget nyt og træde et skridt ud af din komfortzone?

Kan du svare ja til en af ovenstående spørgsmål, men mærker en forhindring og blokering, kan jeg hjælpe dig videre, også selvom du ikke selv kender svaret på, hvad din forhindring er på nuværende tidspunkt. Jeg brænder for at hjælpe dig på vej, være din støtte og opmuntring i din udviklingsproces og støtte dig i at udleve dit fulde potentiale. Jeg vil med glæde give dig et kærligt skub i din retning og hjælpe dig med at finde frem til, hvad der forhindrer dig i at opnå det, du vil - hvad der forhindrer dig i bare at være dig, opnå indsigt og erkendelse og gå efter dine drømme. 


"Change is painful, but nothing is as painful as staying stuck somewhere you dont belong"